Til FIFA World Cup eller enhver anden global sportsbegivenhed handler det ikke bare om at få de bedste atleter fra hele kloden til at konkurrere mod hinanden om et eftertragtet trofæ. Det handler snarere om at bringe mennesker fra forskellige kulturer sammen og lægge forskelle til side for en sport, de gensidigt elsker. Uanset hvilket sprog du taler, eller hvilken gud du tror på, er det meningen, at det skal forene vores ellers splittede verden.
I dette års verdensmesterskab i Qatar sker det desværre ikke, især hvad angår forskellige overbevisninger om LGBTQ+-samfundet.
Hvorfor sådan noget ballade?
Lige siden det blev annonceret, at Qatar ville være vært for den internationale turnering en gang hvert fjerde år, er landet blevet placeret på det varme sæde med hensyn til dets menneskerettighedsrekord, specifikt om hvordan de behandler kvinder, migrantarbejdere og de dele af LGBTQ+-fællesskabet. Den mellemøstlige nation er kendt for sin hårde holdning til forhold af samme køn og dens love, der kriminaliserer enhver relaterede handlinger. Det hedder i sin 2004 straffelov at seksuelle handlinger mellem personer af samme køn er forbudt og kan straffes med op til syv års fængsel. Som om den verdensomspændende kritik ikke var nok, hjalp det heller ikke, at den tidligere Qatar-spiller og VM-ambassadør Khalid Salman, beskrev homoseksualitet som 'skade i sindet' under et interview. Nogle har givet udtryk for deres mening og fordømt FIFA for at tildele dem æren af at være vært for den betydningsfulde begivenhed.
Til støtte for LGBTQ+-samfundet lovede de europæiske nationer England, Wales, Belgien, Danmark, Frankrig, Tyskland, Schweiz og Holland, at deres kaptajner hver især ville bære et OneLove-armbind under spillene. Hollænderen lancerede først kampagnen før EM 2020 som et budskab mod diskrimination. FIFA hævdede dog, at de ville tildele gule kort til kaptajner, der bærer tilbehøret. Uvillige til at gå på kompromis med succes på banen, gav følgende lande efter for fodboldforbundets krav og har trukket deres beslutning om at bære armbindet tilbage.
Forfærdet over FIFAs trussel sagde en delt erklæring fra de lande, der er part i initiativet, at:
'Vi var parate til at betale bøder, der normalt ville gælde for overtrædelser af kitreglerne, og vi havde et stærkt engagement i at bære armbindet. Men vi kan ikke sætte vores spillere i en situation, hvor de kan få et gult kort eller endda tvunget til at forlade banen.'
Som svar lancerede FIFA sine egne ikke-sanktionerbare armbind i samarbejde med FN. Disse vil indeholde en forskellig social kampagne for hver runde, startende med #NoDiscrimination i kvartfinalerne, og inklusive #SaveThePlanet, #ProtectChildren, #EducationForAll og #BeActive fremover. Helt ærligt et dårligt forsøg på at redde ansigt - organisationen ser ud til at gå på tynd is med omhyggelige formuleringsvalg, der helt specifikt ikke nævner de samfund, værtslandet har en frygtelig track record med.
En nedkæmpning af regnbuens farver
Bortset fra atleterne, har selv kampgæster stået over for problemer vedrørende deres outfits - nogle er blevet nægtet adgang til arenaen for at bære regnbuefarvede t-shirts. Den amerikanske journalist Grant Wahl blev angiveligt tilbageholdt i omkring 25 minutter og blev bedt af en sikkerhedsvagt om at skifte sin trøje, da det var såkaldt 'politisk'. Han blev til sidst kontaktet af deres kommandant, som undskyldte over for ham og senere gav ham adgang. 'En af sikkerhedsvagterne fortalte mig, at de bare forsøgte at beskytte mig mod fans indeni, som kunne skade mig, fordi jeg havde trøjen på,' fortæller Wahl.
Lige nu: Sikkerhedsvagt nægter at lukke mig ind på stadion til USA-Wales. 'Du skal skifte trøje. Det er ikke tilladt.' pic.twitter.com/TvSGThMYq8
— Abonner på GrantWahl.com (@GrantWahl) 21. november 2022
Godmorgen, gode nyheder i dag
Laura McAllister, en tidligere FIFA Council-kandidat, og andre kampdeltagere blev også bedt om at fjerne deres regnbuefarvede bøttehatte før kampene, fordi det var en begrænset genstand, der skulle have været konfiskeret.
Respekt er ikke en ensrettet gade
Som svar på disse delte Supreme Committee for Delivery & Legacy (SC), som er ansvarlig for at føre tilsyn med forberedelserne til VM, i en erklæring, at 'Alle er velkomne i Qatar, men vi er et konservativt land og enhver offentlig hengivenhed. , uanset orientering, er ilde set. Vi beder simpelthen folk om at respektere vores kultur.” Forud for FIFA's trussel om sanktionering af spillere, der bærer OneLove-armbindet, fransk kaptajn Hugo Lloris havde allerede stået fast på, at han ikke ville tage tilbehøret på af respekt for landet. Han sagde: 'I Frankrig, når vi byder udlændinge velkommen, ønsker vi ofte, at de skal spille efter vores regler og respektere vores kultur - og jeg vil gøre det samme, når jeg tager til Qatar.'
Mange af diskussionerne til støtte for de seneste beslutninger fra FIFA og lokale myndigheder har relativt set gentaget disse udtalelser. Du bør respektere deres kultur, du besøger deres land, og du bør ikke påtvinge dem dine vestlige værdier.
Det ville være gyldigt, hvis det rent faktisk var tilfældet. Dette er ikke et turistbesøg, hvor du vil have nogle 'Karen', der råber til og nedgør lokalbefolkningen for at gøre noget, der er iboende i deres kultur. Dette er FIFA World Cup, en angiveligt smeltedigel af forskellige ideer og overbevisninger, der giver dem mulighed for at stå side om side i ligestilling, uden at nogen eneste dominerer dem. Enhver, der bærer en regnbuefarvet genstand, forsøger ikke at konvertere dine mennesker til at blive homoseksuelle, det er et udtryk for deres identitet. Skal vi forhindre tøj som Hijab i det næste VM på grund af, hvad disse repræsenterer, som måske ikke stemmer overens med det næste værtslands værdier? Selvfølgelig ikke, og disse bør heller ikke afvises i første omgang. Og hvis jeg må tilføje, hvis propagandaen for vestlige overbevisninger virkelig er frygten, er regnbuefarvede t-shirts, armbånd og spande så virkelig trusler? Er disse nok til at ændre nogens mening om deres egen kultur? Og hvis det er det, så er det måske på høje tid til en lille selvrefleksion over, hvorvidt dette faktisk er kultur eller påtvingelse.